Vendepunkt er et bog- og udstillingsprojekt, der gennem selvportrætter stemningsbilleder og nogle få digte, forsøger at skildre et almindeligt menneskeligt vilkår. Jeg havde selv bøvlet med en periode i mit liv. En ubearbejdet livskrise, kunne man kalde det. Efter mere end 20 år tog jeg mig sammen og opsøgte en psykolog, hvor jeg arbejdede med krisen i omtrent et år. Der var tale om ret udtalte eksistentielle overvejelser, der havde præget mit liv i årevis, på en sådan måde, at det prægede mine sociale kontakter og evne til frit, at træffe beslutninger om mit eget liv. Det var også ubearbejdet sorg over tab, der ikke kunne rettes op på. Og som noget helt typisk, var der ingen, bortset fra mine allernærmeste, der kunne se det eller vidste om det. Jeg bar det for mig selv, som rigtig mange mennesker gør. Jeg kunne sagtens passe mit arbejde, være sammen med gode venner og dyrke musik og fotografi. Men indeni bar jeg på noget uforløst. Ved afslutning af terapien havde vi talt meget om "Daring Greatly" af Brenee Brown, og psykologen spurgte, om der var noget jeg ville sige som afslutning. Efter en kort betænkningstid sagde jeg, at jeg aldrig havde turde vise mine fotografier steder, hvor det virkeligt galdt og hvor det føltes sårbart, at vise det frem. Det stod klart, at det var det jeg skulle. I skoleåret 2025-26 har jeg derfor fulgt et freestyleforløb og i løbet af kurset har jeg arbejdet med selvportrætter. Det kom næsten som en selvfølge, at jeg skulle prøve at lave et projekt, der forsøgte at indfange, det vendepunkt jeg selv oplevede i samme periode - gennem digte, selvportrætter og stemningsbilleder. Alle billeder er optaget med digitalt spejlrefleks. Jeg har brugt manuel indstilling, selvudløser og stativ til næsten alle billeder. De er efterredigeret i Capture one pro og Silver EFX. Jeg har kun i begrænset omfang brugt photoshop. Jeg er af den gamle skole, og vil hellere tage et billede om, end efterredigere det for meget. De kan læse mere om nogen af mine andre projekter ved at rulle ned på siden!

Her i foråret 2026 præsenterede du din første bog, som du kalder ”Vendepunkt”. Du viser udstillingen og præsenterer også bogen i Anneberg Kulturpark i efterårsferien. Kan du fortælle lidt om hvad det er? "Jeg har jo i mange år haft nogle fotoserier som jeg kaldte Små Øjeblikke, Mellem linjerne og Northern Street. Northern Street er fotografier fra byer i det nordlige Europa som jeg udstillede i galleriet forrige år. Jeg havde brug for at der skulle ske noget nyt og tilmeldte mig et Freestyle forløb på Københavns Film og Fotoskole, hvor jeg fik kunstfotograf Linda Hansen som Lærer. Så på en måde, er det jo startet som et skoleprojekt, hvor formålet var at arbejde med portrætkunst. Hvorfor kom det til at hedde ”Vendepunkt”? Når man ser dine billeder, virker det som et meget personligt projekt? Selvportrættet som kunstart kan noget helt specielt, fordi man kan undersøge ideer og udtryk, som man ellers ikke kan. Fordi man dybest set kan bede modellen om at gøre hvad som helst. Modellen er jo mig selv, så hvis jeg vil tage et billede af en person på vej ud af badet, så skal jeg ikke spørge nogen om lov. Jeg kan bare gøre det. Til at begynde med, havde jeg brug for at undersøge selve portrætfotografiet og hvad det kunne. Det blev til nogle meget fjollede billeder, hvor jeg kastede mel i hovedet på mig selv, klædte mig ud som mumie og andre ting indtil min lærer sagde til mig ”Morten!... nu skal du tage dig selv alvorligt” og fra da af opstod den her ide, om at prøve gennem selvportrætter, stemningsbilleder og digte at portrættere et menneske, som er i et vendepunkt i livet, med reference til nogle oplevelser, jeg havde haft i mit eget liv og som læge. Vendepunkter kan være mange ting, både gode og dårlige. Et livs vendepunkt kan være alt, lige fra en overstået eksamen, til en skilsmisse eller et dødsfald i familien. Men et vendepunkt kan også være en lottokupon med en milliongevinst eller en sommerdag hvor man bare genoplever lysten til livet. Pointen er, at man føler et skift som får betydning for sin måde at opfatte livet på. Ny indsigt, personligt, eksistentielt, filosofisk! Kan du fortælle lidt om, hvor du henter din inspiration til portrætkunst? Ja! Jeg har altid været meget optaget af Irving Penn og Richard Avedon som er store klassikere. Men der er også nogle nutidige som Jen Davis, Richard Rinaldi og så selvfølgelig min lærer Linda Hansen, som er ret så suveræn! Med hensyn til digte, er jeg på det sidste blevet ret glad for Henrik Nordbrandt Men der er jo også det forhold, at Jeg er praktiserende læge, og mange af de tanker og refleksioner jeg gør mig om livet, opstår ofte i mit arbejde. Man oplever ganske mange vendepunkter i andre menneskers liv når man er praktiserende læge. Jeg vil sige; hver gang jeg oplever en af mine patienter løse en livskrise på en genial måde, så lærer jeg også noget, jeg kan tage med mig. Og somme tider, kan det give anledning til små vendepunkter for mig selv, i mit eget liv. Hvad håber du besøgende vil få ud af at se din udstilling og måske købe din bog? Først og fremmest håber jeg bare, at mit projekt vil stille flere spørgsmål end det giver svar. Måske? - Når de kigger på nogle af mine billeder, eller læser nogle af mine digte at de, tænker: Der har jeg også været… Og måske bliver de en lille smule rørt... og så håber jeg selvfølgelig der kommer rigtig mange og ser udstillingen. Mandag og Tirsdag vil jeg være ved udstillingen og signere bøger, hvis du skulle have lyst til at købe en.

Ideen til ”Northern Street” opstod egentlig for omkring 10 år siden. I mit job som læge sker det i ny og næ, at man er på kurser i både danske og udenlandske byer og jeg har altid kameraet med mig. Jeg fik den ide, at det måtte være muligt, at lave street-photografy i danske provinsbyer. I weekender tog jeg derfor til danske byer som Esbjerg, Roskilde, Frederikshavn, Sønderborg og mange andre. Men i frustration gik det op for mig, at danske provinsbyer ligner hinanden så meget, at man næsten ikke kan gætte, hvilken by et givent billede er taget i. De har alle, de samme flisebelagte gågader og butiksfronter med samme facader. En kold vintermorgen i 2016 på Sønderborg vandrehjem var jeg løbet tør for ideer, og besluttede mig for at tage et smut til Flensborg. Flensborg er også en provinsby, men fra et fotografisk synspunkt minder den mere om en by som København. I Flensborg tog jeg billedet ”Kontrast”. Billedet forestiller en butiksfacade, med et kæmpebillede af en succesfuld sportsmand i den ene rude og en hjemløs person i kørestol, der ruller ind fra siden i den anden rude. Billedet vandt senere 1.pris i den internetbaserede censurerede udstilling ”Colors of Humanity”. Derfra startede serien ”Northern Street”. Siden da har jeg fotograferet i over 30 byer i det nordlige Europa. Billederne i serien ”Northern Street” har noget særligt til fælles. En slags metode om man vil.. Når jeg vælger et motiv, går jeg efter linjer og komposition først. Kompositionen må gerne være så stram, at det føles som at se ind i en filmscene. Hvis jeg vælger, der skal være personer med i billederne, er de ofte små og uigenkendelige. Som en slags statister i billedet, der befinder sig i et øjeblik, hvor de foretager sig helt hverdagsagtige ting. Det er vigtigt for mig, at det lige så godt kunne være dig eller mig. Når man rejser i Europa, på ferier eller med svipture nogle gange om året, ser man et fantastisk Europa. Man fyldes med optimisme og tro på fremtiden. Overalt ser man venlige, hjertelige og gode mennesker. For Europa kan noget helt særligt som vi skal værne om. Der er mere, der samler os end skiller os. Min udstilling, er derfor også en hyldest til Europa – i al beskedenhed.

Det var i juni måned. Jeg så min far i øjnene og fortalte ham: ”Jeg tager til Norge og vandrer op i højfjeldet. Jeg vil se, hvad der sker, når jeg går rundt helt alene mellem fjeldene, helt uden at se andre mennesker. Jeg vil se, hvad der sker med mig når jeg er helt alene. Det kan være jeg føler mig ensom, eller fri, glad eller ked af det. Hvis der sker noget, vil jeg skrive det ned og jeg vil tage billeder af det. Jeg vil prøve, at lade fotografiet blive et spejl af, hvordan jeg har det. Og måske kan der komme nogle digte ud af det”. Min far så vantro på mig. ”Tag mig med” sagde han. Han havde altid drømt om, vi kunne tage på højfjeldet sammen. Tilbage i barndommen. Da jeg var en lille dreng, bar min far mig på skuldrene. Vi gik over en bjergkam og en gletcher og han faldt, så jeg slog hul i hovedet. Han ville lære mig af færdes i fjeldet. Han tog mig ofte op på en bjergtop, hvor man kunne se ind over Jotunheimen, med dets alpine kæmper, mens vi drømte om, at bestige de flotteste fjeldtoppe sammen. På trods af vores lille uheld, lærte han mig, at færdes sikkert. Jeg lærte at undgå tåge, at sætte fødderne på en bestemt måde. At gå i sne og krydse en elv. ”Du må aldrig slippe dit fodfæste, før du er sikker på dit næste fodfæste” sagde han. ”Du skal tage mig med” sagde han den dag i juni. Men min far kunne ikke tage med. Han var alvorligt syg. Han vidste det godt og han var så syg, at jeg var parat til at blive hjemme. ”Du skal tage afsted, Morten – Du skal ikke tænke på mig!”. Jeg tog afsted. Jeg havde brugt et halvt år, på at planlægge alt ned i mindste detalje; udstyr, vandrestave, fotoudstyr. Det blev en kort tur. Jeg tog hjem næsten ligeså hurtigt, jeg var ankommet. Min far døde nogle få uger efter, jeg var kommet hjem.

Indhold er under redigering