Morten Schønemann2026
Vendepunkt er et bog- og udstillingsprojekt, der gennem selvportrætter stemningsbilleder og nogle få digte, forsøger at skildre et almindeligt menneskeligt vilkår.
Jeg havde selv bøvlet med en periode i mit liv. En ubearbejdet livskrise, kunne man kalde det. Efter mere end 20 år tog jeg mig sammen og opsøgte en psykolog, hvor jeg arbejdede med krisen i omtrent et år.
Der var tale om ret udtalte eksistentielle overvejelser, der havde præget mit liv i årevis, på en sådan måde, at det prægede mine sociale kontakter og evne til frit, at træffe beslutninger om mit eget liv. Det var også ubearbejdet sorg over tab, der ikke kunne rettes op på.
Og som noget helt typisk, var der ingen, bortset fra mine allernærmeste, der kunne se det eller vidste om det. Jeg bar det for mig selv, som rigtig mange mennesker gør. Jeg kunne sagtens passe mit arbejde, være sammen med gode venner og dyrke musik og fotografi. Men indeni bar jeg på noget uforløst.
Ved afslutning af terapien havde vi talt meget om "Daring Greatly" af Brenee Brown, og psykologen spurgte, om der var noget jeg ville sige som afslutning. Efter en kort betænkningstid sagde jeg, at jeg aldrig havde turde vise mine fotografier steder, hvor det virkeligt galdt og hvor det føltes sårbart, at vise det frem. Det stod klart, at det var det jeg skulle.
I skoleåret 2025-26 har jeg derfor fulgt et freestyleforløb og i løbet af kurset har jeg arbejdet med selvportrætter. Det kom næsten som en selvfølge, at jeg skulle prøve at lave et projekt, der forsøgte at indfange, det vendepunkt jeg selv oplevede i samme periode - gennem digte, selvportrætter og stemningsbilleder.
Alle billeder er optaget med digitalt spejlrefleks. Jeg har brugt manuel indstilling, selvudløser og stativ til næsten alle billeder. De er efterredigeret i Capture one pro og Silver EFX. Jeg har kun i begrænset omfang brugt photoshop. Jeg er af den gamle skole, og vil hellere tage et billede om, end efterredigere det for meget.
De kan læse mere om nogen af mine andre projekter ved at rulle ned på siden!