loading

Om Morten Schønemann gammel side

 

Morten Rekdal Schønemann (f. 1963)

Fotografi har interesseret mig siden jeg var en lille dreng. Jeg fik mit første kamera da jeg var 8år gammel. Begyndte selv at fremkalde film og billeder, som 10årig og indtil jeg var omkring 20år var mit Pentax MX en del af min påklædning, som en handske eller hat, ingen tænkte nøjere over.

Jeg opfatter mig selv som barn af den danske 60’er-kultur, opvokset mellem provoer og pelsklædte hippier. Som ung havde jeg et stort socialt engagement og i teenageårene tog jeg billeder til enkelte politiske foreninger på den yderste venstrefløj. Jeg vandt førstepris ved Land og Folk’s årlige fotokonkurrence i 1978.  I Danmark var mine største forbilleder, fotografer som Morten Bo, Krass Klement og Viggo Rivad.  Fotografiet forblev dog en fritidsbeskæftigelse og lægestudiet, hospitalsvagter og familieliv levnede ikke megen tid til at fordybe sig i fotografiet. Først de senere år er fotografiet igen blevet en hjertesag.

Som kunstner opfatter jeg mig selv som debutant og kan ikke prale af et imponerende CV. I 2016 vandt jeg dog 1.pris på den internetbaserede censurerede juliudstilling på www.colorsofhumanity.com. Desuden har jeg medvirket på Nordkraft udstillingen i Ålborg 2016 og Kunstnernes Påskeudstilling i Århus 2017. Jeg har naturligvis udstillet i vores eget Galleri Blå Prik, men har også udstillet på mindre gallerier, kunstforeninger m.m.

Som fotograf er jeg optaget af motiver af hverdagssituationer og små øjeblikke som ikke må forveksles med “The decisive moment”. De små øjeblikke er øjeblikke, vi føler indvendigt, hvor vi stopper op og grunder over vores liv, eller hvor vi rammes af følelser som f.eks. alenehed, tomhed eller glæde. Eller hvis vi pludselig fornemmer et formål, som når man f.eks. er på vej til bageren efter morgenbrød. Det er karakteristisk for mine billeder, at de ofte komponeres stramt og klassisk. Der er ofte let genkendelige geometriske figurer gemt i billedernes skjulte linjer. Målet med geometrien er at sætte en scene, hvor personerne ofte optræder som små figurer i den store sammenhæng. Personerne er ofte helt “almindelige mennesker”. En slags statister, som kunne være os alle sammen.

Fra 2015-2018 har jeg arbejdet med serierne: “Små Øjeblikke” “Northern Street” og ” Mellem Linjerne”. Ingen af billederne i de 3 serier er opstillede eller redigerede. Ganske vist bruger jeg digitalt udstyr og moderne billedbehandling, men der bliver aldrig tilføjet eller fjernet elementer fra et fotografi og alle fotografier kunne i princippet være færdigbehandlet i et traditionelt mørkekammer.

Kort om serierne:

Mvh

Morten Schønemann